close
facebook like buttonTwitter Icontwitter follow button
  • Personlig Udvikling
  • Afhængighed

    Hvad er afhængighed, og hvornår er man afhængig?

    Inspireret af en snak jeg havde med min bror i dag, vil jeg prøve at beskrive hvad afhængighed egentlig er, og hvornår jeg synes det er realistisk at tale om at en person er blevet afhængig af noget.

    Hvad betyder afhængighed

    Lad mig først prøve at definere hvad jeg mener ordet afhængighed betyder, og hvad det vil sige at være afhængig af et eller andet.
    Det at være afhængig vil sige at man ikke kan fungere uden det, eksempelvis er en alkoholiker afhængig af at drikke alkohol, simpelthen fordi hans/hendes krop har vænnet sig så meget til at blodet indeholder alkohol at det er blevet til hans normaltilstand, og når det så ikke bliver tilført til kroppen begynder den at afgiftes, og det frembringer det vi kender som abstinenser, i dette tilfælde ryster specielt hænderne, ja hele kroppen, og der sker en masse fysiske reaktioner, som er kroppens forsøg på at genoprette sin ”normaltilstand”.

    Der er flere typer af afhængighed

    Da kroppens vigtigste prioritet er opretholdelse af livet og generel sundhed, vil den så snart det er muligt begynde en afgiftningsproces, og hvis man undlader at tilføre mere af det man har udviklet en afhængighed af, vil den stille og roligt over tid genoprette det bedst mulige helbred, dog er nogle af de skader afhængighed kan give, mere eller mindre permanente og den slags er din krop ikke rigtigt i stand til at helbrede.
    Det vil sige teoretisk burde det ikke være et problem, for kroppen er opbygget til at kunne regenerere sig selv 100%, men af en eller anden grund er vi ikke i stand til fyldt ud at udnytte den evne. (Personligt tror jeg det handler om tro og overbevisninger, men det er en anden snak, som fortsætter lidt længere nede på siden.)

    Psykisk afhængighed
    Afhængighed vil i min verden også altid være psykisk, som det er i tilfælde med ludomani, hvor det ikke handler om at man tilfører kroppens nogle stoffer der kan påvirke hjernens kemi, men det store kick kommer i form af oplevelser, og den reaktion man kan blive afhængig af, skaber kroppen selv. Det er en kombination af en betinget refleks, udløst af omstændighederne, og et stof hjernen udløser ved denne påvirkning som giver en ønsket oplevelse i kroppen.
    Som jeg ser problemerne med især psykisk afhængighed er at for at skabe den samme effekt som skabte afhængigheden, behøver sindet mere og mere ”spænding” fordi selve det at man gentager det samme ritual ofte, gør at det bliver ”normalt” for sindet og det sus man før oplevede ved at spille en lille smule, skabes først ved en gradvist større og større risiko.

    Fysisk / Følelsesmæssig afhængighed
    Den fysiske afhængighed er i de fleste, hvis ikke alle tilfælde, kombineret med en psykisk afhængighed. Det at gennemføre et rygestop, handler kun til en vis grad om at slippe en fysisk afhængighed, som rent faktisk ikke udløser ret mange af de ellers frygtede rygestop abstinenser. Der hvor jeg oplever at det er sværest at bekæmpe rygningen er faktisk i det mentale, og alle de vaner man får opbygget igennem lang tid som ryger.

    Du bliver narret af din krop

    Fordi man når man ryger slipper for kroppens afgiftningsreaktioner, og derved føler at man slapper bedre af, så udvikler mange en tendens til at kontrollere ubehagelige og stærke følelser med et sug på en cigaret. Det er dog blot en illusion, da kroppen når du tager et hvæs af en cigaret øger hjerterytmen, og i det hele taget arbejder hårdere end ellers.
    Des flere gange man gentager det ritual at ryge når man skal tackle svære situationer, jo sværere bliver det at tackle dem uden at ryge. På den måde virker kroppen begge veje, ganske ligesom det er umuligt at bevare tristhed og tungsind, samtidigt med at du spiller den gladeste sang du sender og danser til, det er simpelthen umuligt at have 2 følelser der dominerer samtidigt, der er altid en der er stærkere end de andre, men lige så sikkert som at det føles som om du ikke kan kontrollere dine følelser når du er ked af det, lige så sikkert er det at du kan ændre din følelsesmæssige tilstand, hvis du ændrer din fysiologi.

    Alkoholisme og narkomani

    Når det drejer sig om alkoholisme eller narkomani er afhængigheden nok todelt, men de fysiske abstinenser er så kraftige at man slet ikke har overskud til at bemærke de mentale reaktioner og de ”vaneafvænningsreaktioner” (Det er nok ikke rigtigt et ord, men det forklarer min pointe bedst synes jeg 🙂 ) kroppen afgiver. Først når man efter en rum tid er sluppet af med den fysiske afhængighed skal man til at arbejde med den psykiske side af afhængigheden. Det kan tage mange år helt at slippe af med de vaner man har opbygget, og som er blevet den måde man tackler de oplevelser livet giver en, men er man i stand til at se det hele sådan lidt udefra, kan man tydeligt se hvordan man nedbryder sin egen viljestyrke og hvis det går helt galt, til sidst ender med at overgive sig og igen begynde at opbygge en fysisk afhængighed.

    Det er faktisk præcist derfor at mange terapeuter taler mere om at de kan gøre dig i stand til at kontrollere din afhængighed og dit misbrug, frem for at tale om at de kan afvænne dig, for det at afvænne dig fysisk for eksempelvis alkoholisme, er egentlig ikke det store problem, man behøver bare at fjerne din mulighed for at få det stof du er afhængig af, og lignende stoffer naturligvis, og så vil tiden klare resten. Jo længere kroppen kommer væk fra sidste gang den fik stoffet, jo lettere vil den have ved at klare hverdagen uden.
    Grunden til at man siger en gang alkoholiker, altid alkoholiker er netop det store problem med at vi er vanemennesker.

    Vi er afhængige af vaner
    Den overskrift er nok en smule forvirrende, men hæng på, så skal du nok få en forklaring.
    Det handler om hvordan jeg oplever at menneskekroppen og menneskesindet fungerer, og hvorfor det er sådan en fantastisk maskine.
    Afhængighed er som udgangspunkt negativt ladet, men i netop denne situation som jeg vil prøve at beskrive her, skal du nok bevare et åbent sind, og blot prøve at forstå hvordan tingene hænger sammen.

    Det menneskelige sind, som en hypnotisør ser det.

    (Nok ikke alle hypnotisører er bevidste om at det hænger sådan sammen, men de arbejder ud fra den følgende hypotese.) Vores sind er todelt, der er en dagsbevidsthed, og en underbevidsthed, så langt er de fleste mennesker med. Dagsbevidstheden er det sted vi befinder os når vi er fuldt ud tilstede, og fuldt ud bevidst om hvad vi foretager os. Der er naturligvis grader af hvor bevidste vi er i de enkelte situationer, men lad os ikke hænge os i småting, prøv bare at se det store billede.
    Underbevidstheden, eller det ubevidste sind som det også kaldes er der vores vaner formes, og afvikles fra. Den ubevidste del af sindet er kroppens/sindets arbejde, og den dagsbevidste del af sindet er kroppens højere bevidsthed.

    Den højere bevidsthed, er tilstede i nuet, den vurderer alt hvad der foregår omkring den, og når der sker noget vi ikke før har oplevet vil den lynende hurtigt søge i tidligere erfaringer for at finde noget at sammenligne med, så den kan skabe en mening og vurdere situationen. Jo oftere den oplever den samme eller sammenlignelige situationer, jo lettere får den ved at identificere det der sker, og putte det ned i den rigtige kasse så at sige.
    Den egenskab gør det lettere for hjernen at overskue verden, for havde vi ikke den evne at vi kunne skelne og sammenligne, skulle vi opleve verden på ny hver dag, og held og lykke med det, så er der ikke noget der hedder at køre bil, for du ville ikke kunne huske det du lærte i går, og ja, du kan selv tænke tanken videre og overveje hvilke konsekvenser det kunne få for din hverdag.

    Underbevidstheden ligger ikke nede under den anden, hvor den sidder er svært at definere, men en hjerneforsker kunne sikkert give et godt bud. Som jeg oplever vores ubevidste sind er det sådan at hvis en mening, en holdning, en overbevisning eller en vane først hår fået sæde her, så bliver den siddende medmindre der sker et eller andet der overbeviser os om at det er smartest at ændre den. Det kræver en stærk oplevelse i modsat retning at ændre det ubevidste sind, eller som i hypnose, at man fjerner det bevidste sind i et øjeblik som det sker når man er i trance, og samtidigt ”planter” nogle andre overbevisninger, meninger osv i stedet for de gamle.
    Det kan dog kun lade sig gøre hvis den der skal have plantet de nye overbevisninger er interesseret i disse overbevisninger, for da vi arbejder med en uhyre sensitiv mekanisme vil den øjeblikkeligt afvise enhver følelse der ikke harmonerer med personens overbevisninger og følelser.

    Ubevidste sind styrer alt der foregår mere eller mindre automatisk i kroppen, og når først der er forekommet nok gentagelser af en handling, udfører kroppen den automatisk uden at du behøver bevidst at tage stilling til det. Derfor kan du lære at køre bil, og med rutine og tilstrækkeligt mange gentagelser, vil du kunne køre bilen uden at du behøver at være 100% tilstede i nuet. Folk der har kørt bil en rum tid, og måske kører den samme vej hver eneste dag, vil efterhånden kunne opleve at de ikke kan huske selve køreturen når den er overstået, og det er netop fordi det ubevidste sind sagtens kan styre dig sikkert igennem trafikken da du ved at gentage de samme handlinger i sammenlignelige situationer, har lært det hvordan det skal gøre, og når den ”vane” først har sat sig fast, kører den som sagt helt af sig selv.

    Nu håber jeg du ser sammenhængen i ovenstående, for nu kommer jeg til noget der godt kan være svært at håndtere og overskue, men lad os kaste os ud i det med det samme. Dit ubevidste sind styrer som jeg beskrev alle de automatiske funktioner i kroppen, og det gælder selvfølgelig i høj grad vanerne, men det gælder også sådan noget som dine overbevisninger og dit åndedræt. Hvis du er overbevist om at du er kluntet og klodset, så vil din underbevidsthed sørge for at du reagerer sådan, helt uden at du behøver at gøre noget, og har du siden du var barn fået at vide at du er noget af en klodsmajor, vil du også ende med at være overbevidst om det. Sådan kører tingene nogle gange lidt i ring for ubevidste sind, men det er netop den evne der gør at det virker så godt. Du har måske bidt mærke i at jeg skrev at det også styrer dit åndedræt, men det er altså en af mine overbevisninger, og lad mig prøve at forklare hvorfor jeg har den overbevisning.

    Når vi bliver født har vi aldrig prøvet at trække vejret, og jordmoderen renser vores luftveje, og giver os et klask bagi for at sætte gang i vejrtrækningen så vi kan indtage den livsnødvendige ilt. Kroppen lærer lynhurtigt at den ilt er vigtigt, og gentager selv vejrtrækningen da den har brug for ilten for at kunne overleve. Efterhånden som vejrtrækningen bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange, bliver det så automatisk at vi ikke behøver selv at gøre noget aktivt for det, men det sker helt automatisk (ubevidste sind)uden vores bevidste deltagelse.

    I den første tid, kræver det en del af kroppen at huske at trække vejret, og nogle bittesmå børn klarer ikke at gennemføre det tilstrækkeligt længe til at det sætter sig ordentligt fast, og de lider den såkaldte vuggedød, der jo netop er defineret ved at barnet blot stopper med at trække vejret under dyb søvn. Hvorvidt dem der lider druknedøden har en eller anden mental defekt der gør at ubevidste sind ikke styrer vejrtrækningen ved jeg ikke, men jeg føler mig helt overbevist om at det er sådan tingene hænger sammen.

    Jeg er godt klar over at den sidste del af dette stykke om afhængighed er lidt kontroversiel, og jeg forventer heller ikke at alle vil være enige, så jeg vil gerne understrege at det er min oplevelse af hvordan vi hænger sammen, og samtidigt sige at jeg har brugt en stor del af mit liv, på netop at gennemskue disse ting, og lære hvordan vores sind fungerer, jeg tror nemlig også på at vi langt fra udnytter vores hjernes kapacitet, og selv om jeg ikke har været i stand til at modvirke aldring, er jeg også overbevist at grunden til at vi ældes er at vi endnu ikke er i stand til at tro på at vi kan leve evigt.
    Det er måske ikke hverken muligt eller meningen med livet, jeg ved det ikke, men jeg vil gerne oplyse at jeg ikke tror på en gud i gængs forstand, og egentlig nok slet ikke. Men min hjerne kan ikke forestille sig at vi har udviklet så avanceret som vi har, alene som følge af udvikling.

    En overbevisning er heldigvis så individuel at jeg kan have en, og du kan have en helt anden, men hvis jeg kan føre tilstrækkeligt bevis for min overbevisning til at du kan se den give mening, vil du være nødt til at ændre din egen overbevisning, man kan nemlig ikke have to modstridende overbevisninger samtidigt.
    Det er mit håb at jeg ved at videregive mine overbevisninger og holdninger kan om ikke andet så sætte nogle tanker i gang hos nogle af jer, og er du ikke enig er kommentarerne det sted hvor du kan skrive din mening, og argumentere for hvorfor du har den mening. Så lad mig høre hvad du synes, det kan forhåbentlig også hjælpe andre til bedre at forstå sig selv og deres liv.


    Emner: SelvUdvikling | 2 Comments »

    Kommentarer

    2 kommentarer til “Afhængighed”

    1. christian Says:
      22/11/2011

      Hej. interessant artikel omkring afhængighed som vaner i det ubevidste sind. en meget positiv vinkel til livet, men det slutter lidt ‘frelst’ for dig – nærmest religiøst.
      Det er forkert at tilsidesætte vores fysiologiske begrænsninger, til fordel for udelukkende at se mennesker som psykologiske væsener. De 2 ting hænger sammen – tror du at du kan blive 100 år, så er der større sandsynlighed for du bliver det. Placebo effekten eller selvopfyldt profeti. omvendt er noncebo effekten eksisterende hvis du selv tror du ikke bliver ret gammel. Vores psyke smitter af på det fysiske men også OMVENDT. Så evigt liv er ikke eksisterende.

    2. Janno Says:
      15/11/2014

      Hej Christian

      Jeg er helt enig i at krop og sind påvirker hinanden, og jeg kan ikke se hvor jeg skriver noget andet?
      Tak for kommentaren.