Godt Begyndt er Halvt Fuldendt
Hvordan din dag starter har afgørende indflydelse på hele din dag.
Det kan godt lyde lidt som volapyk, men tænk lige over det jeg skriver…
Hvis du har fulgt lidt af mine skriverier, eller du er bare en smule inde i coaching, hypnose eller NLP ved du at det er dine egne tanker der former dit liv, og det gælder både dit liv i det lange løb, og dit liv fra dag til dag, i form af hvordan du tænker i den første time efter du står op.
Det er derfor vigtigt at du begynder din dag på den rette vis, så du får skabt en god bund din dag kan formes ud fra. Hvis du hver morgen bruger den første halve time til at gennemgå dine planer for dagen, og ser dem i et positivt lys, vil du få lige præcist den start på dagen der kan gøre det til en rigtigt god dag.
Det kan forekomme mange mennesker svært bare at sidde stille og tænke over sine drømme og sine planer, hvad enten det er for den enkelte dag, eller på lidt længere sigt, men det hænger sammen med det høje tempo hele vores samfund bevæger sig i, og det pres mange mennesker oplever i forhold til at præstere, og det fører i det lange løb ret ofte til stress.
Man ved at det du tænker, faktisk langt den overvejende del af dine tanker, er de samme i dag, som de var i går, noget i retning af 90% af dine tanker er i dag magen til i går. Det du kan gøre er at forme dine tanker ved at starte med at tænke positive tanker i den første halve til hele time på dagen. Det er meget vigtigt for hvordan din dag går, at du starter den positivt ud, og vælger du at gøre som jeg beskriver, vil du få langt flere positive dage i dit liv.
Der er mange mennesker der reflektere over dagens oplevelser inden de går i seng om aftenen. Det er en rigtigt god vane, men der er intet i vejen for at du kan gøre det samme om morgenen. Det er faktisk sådan at hjernen fungerer bedre om morgenen, da man som regel efter en hel dag er fyldt med indtryk der først skal bearbejdes i form af drømme imens man sover.
Om morgene er dine indtryk blevet bearbejdet, og du kan faktisk bedre overskue de indtryk du har fået dagen før, samtidigt med at du kan lægge en god og positiv bund for den kommende dag.
Endnu en rigtigt positiv vane som du kan (og bør) gøre til en del af dit morgenritual er at visualisere de drømme og mål du har, som om de allerede var lykkedes. Jeg ved godt at mange mennesker siger at det er noget pjat, for man kan ikke påvirke verden ved at visualisere, og til siger jeg, det er sikkert korrekt, men du kan påvirke dig selv. Og i den sidste ende er du den enkeltfaktor der har størst indflydelse på om dine drømme bliver til virkelighed, og i hvilket tempo det sker.
Derfor vil jeg bestemt anbefale at du bruger en del af dagens første time til at forestille dig at du allerede har nået dine mål, det virker fordi det fokuserer din energi i den retning, og bevidst og ubevidst vil du foretage ting der skubber dig i den retning.
Og husk at rom ikke blev bygget på en dag, og på samme vis kan du ikke forvente at det hele ændrer sig fordi du begynder på det her i morgen, men hvis du bliver ved, vil du helt sikkert begynde at opfatte et skift, og med tiden, vil det skift blive større og større.
Emner: SelvUdvikling | No Comments »