Timeboxing – Udnyt tiden og få mere tid
Denne artikel er en del af en serie af artikler der starter med prokrastination, hvis du synes der er meget at læse, så tænk på at jeg har brugt langt længere på at skrive det.
Prøv Med Timeboxing, Det Er Effektivt
Hvis du har opgaver du har udsat igen og igen, og aldrig rigtigt er nået nogle vegne med, kan jeg anbefale en metode der på engelsk hedder Timeboxing.
Timeboxing er egentligt meget simpelt, og jeg finder det meget effektivt når jeg gerne vil gennemføre en opgave. Med timeboxing skal man vælge en opgave der kan ordnes med 30 minutters effektiv indsats, er opgaven større kan du dele den op i flere dele. Bagefter skal du vælge en belønning til dig selv for at have gennemført opgaven, det kan være hvad som helst. Den eneste betingelse er at belønningen skal være noget du kan nyde straks efter din timeboxing session.
Pointen er at hvis du gennemfører de 30 minutter hvor du arbejder med din opgave, får du belønningen, uanset resultatet. Belønningen er betalingen for din tid og opmærksomhed omkring opgaven. Faktisk benytter jeg timeboxing dagligt i mit eget liv, og jeg synes personligt at det virker fint, når jeg har skrevet denne artikel, skal jeg ind og sidde i min sofa, og se en rigtigt god film jeg optog den anden aften. Det er min umiddelbare belønning, men jeg har faktisk erfaret at jeg også får en belønning jeg ikke lige havde set komme.
Jeg har oplevet at jeg efter at have benyttet timeboxing i en periode, faktisk har øget min produktivitet betragteligt, og den uventede belønning er en (selv)tilfredsheds følelse, og en følelse af at have udrettet noget jeg er glad for og stolt af.
Når du laver den periode du skal arbejde så kort som 30 minutter, vil du opleve at det er langt nemmere at koncentrere dig, nærmest uanset hvor kedelig opgaven er, og dit fokus vil også blive flyttet fra hvor kedelig eller besværlig opgaven er, til den ventende belønning. Tænk selv over det, der er stort set ikke nogen selvvalgte opgaver du ikke ville kunne holde ud i 30 minutter hvis der venter en tilstrækkeligt attraktiv belønning i den anden ende.
Når man begynder at benytte timeboxing, opdager man snart at der er endnu flere belønninger i denne metode. Min egen oplevelse har været at jeg har opdaget at uanset at jeg kun forpligter mig til at arbejde med en opgave i 30 minutter, sker der oftest det at jeg bliver så optaget af opgaven, at jeg ikke kan slippe den førend jeg er færdig, så ikke nok med at jeg får noget fra hånden, jeg oplever også at jeg får langt mere lavet end jeg havde planlagt.
Jeg har sågar oplevet at der var gået timer uden at jeg kedede mig, eller at det var besværligt. Det ender med at føles helt naturligt, og man bliver ligesom grebet af stemningen. Men husk nu at holde de obligatoriske pauser, ellers ender du bare med at brænde ud.
Da jeg frit kan vælge at stoppe efter de første 30 minutter, og den viden at min belønning venter når jeg vælger at nyde den. Sker der som regel det at jeg fuldkommen glemmer at jeg egentligt ikke rigtigt gad at udføre opgaven, og i stedet bliver jeg så fuldkommen opslugt af opgaven, at det fænger mig og flytter mit fokus fra hvor besværlig og kedelig opgaven er, og hen til et punkt hvor det faktisk bare handler om at få færdiggjort opgaven.
Husk særligt når du begynder at benytte denne metode, at når du er færdig med opgaven eller de 30 minutter er gået, er det vigtigt at du tager imod din belønning, og glæder dig over den. Og når du er færdig med din belønning, så definer endnu en timeboxing session og en belønning til dig selv. På den måde vil du med tiden lære ubevidst at associere nydelse med de opgaver du førhen associerede med besvær og kedsomhed, simpelthen fordi du ved at der altid er en umiddelbar belønning for din indsats. Når du først hertil, vil du forhåbentlig opleve det samme som jeg har gjort, nemlig at du elsker processen, og glemmer alt det der førhen holdt dig tilbage.
At arbejde med kæmpeprojekter der først giver en belønning når de er færdiggjorte, kræver en enorm viljestyrke at gennemføre, hvorimod en kortere indsats med en umiddelbar belønning, uanset resultatet, men blot for at være der, vil gøre dig langt mere motiveret til at komme videre med den store opgave. Det sker simpelthen fordi din belønning er positiv og garanteret. Selv den største og mest komplicerede opgave vil blive løst, hvis du blot går i gang med den igen og igen. Resultatet vil uvægerligt blive at du til sidst bliver færdig med opgaven.
Selve opgaven at skrive denne artikelserie er et godt eksempel på det jeg taler om. Selve artiklen er et kæmpe emne jeg har inddelt i flere dele, og skrevet på over et par dage. Efterhånden som hver del af artiklen er skrevet færdig og læst igennem, har jeg lagt den online, og er gået direkte hen til den belønning jeg havde valgt mig, og kunnet nyde belønningen ekstra meget fordi jeg følte at jeg havde fortjent den.
Havde jeg nu på forhånd beregnet at skulle skrive en artikel på mange tusind ord og havde overvejet hvor mange timer det ville tage mig, var jeg sikkert begyndt at prokrastinere igen.
Til at begynde med, sagde jeg til mig selv, der er ingenting jeg SKAL nå, jeg skal blot arbejde med opgaven i 30 minutter, og så kan jeg altid vurdere resultatet senere. Men hver gang jeg er påbegyndt en opgave, har jeg glemt al tid, og bare arbejdet med den, indtil jeg var tilfreds med den. Det har resulteret i at jeg har arbejdet koncentreret op til 5 kvarter på en gang, men det har ikke føltes som noget særligt fordi jeg blev helt opslugt af opgaven, jeg måtte fakstisk ind imellem tvinge mig selv til at tage pauser.
Det er mit håb at denne artikelserie kan hjælpe blot en enkelt person til at blive mere produktiv og forhåbentlig gladere som følge af det. Men uanset hvad der kommer ud af det, er jeg stolt og tilfreds med resultatet, og er allerede blevet belønnet rigeligt for min indsats.
Emner: SelvUdvikling | No Comments »